I forbindelse med Dansk Økonometrisk Selskabs 25 års jubilæum i 1997 bragte PLUK -udgivet af Institut for Grænseregionsforskning - følgende indlæg af Niels Kærgård:
Dansk Økonometrisk Selskab og Sandbjerg Slot
Økonometri
Ordet "økonometri" er sammensat af ordene økonomi og metri (metri betyder noget med at måle - det er det samme ord som i meter). Økonometri betegner det fagområde, der arbejder med at sætte tal på størrelsen af virkningerne af forskellige indgreb i økonomien. Man prøver ved hjælp af statistikker for de forgangne år at finde sammenhænge, der også holder ind i fremtiden, og på den måde bygge modeller, der kan anvendes til prognoser og konsekvensberegninger.
Økonometriens vugge stod i København, men det var der ingen, der opdagede. I 1906 forsvarede E.Ph. Mackeprang en økonomisk disputats om pristeorier, der i virkeligheden er verdens første økonometriske undersøgelse, men de økonomiske professorer kunne ikke lide metoden, så i Danmark blev den kvalt i fødslen. Det blev den imidlertid ikke i USA, da man nogle år senere begyndte derovre, og i mellemkrigstiden voksede økonometrien til at blive en afgørende, i perioder næsten dominerende, del af den økonomiske videnskab. I 1931 stiftedes det indflydelsesrige selskab "Econometric Society", som fra 1933 udgav tidsskriftet "Econometrica", der hurtigt blev et af de førende, måske det førende, økonomtidsskrift. Hollænderen Jan Tinbergen byggede den første samlede model af et helt lands økonomi i 1936 og fortsatte med at modellere yderligere to lande for Folkeforbundet i 1939-40, og siden har modellerne bredt sig.
Dansk økonometris start
De nye metoder nåede imidlertid først for alvor til Danmark igen sidst i 1960-erne. Den unge cand.polit. Ellen Andersen begyndte at bygge en model af dansk økonomi. Modellen fik først navn meget senere, men den er nu kendt som ADAM (Annual Danish Aggregate Model), og har i de sidste 20 år været et hovedværktøj for Økonomi- og Finansministeriet ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik.
Første gang økonometriske modeller blev diskuteret i et større forum her i landet var i december 1972, da Det økonomiske Råd (vismændene) med Anders Ølgaard i spidsen indkaldte til møde på kursuscentret Kolle Kolle om den første version af Rådets model SMEC (Simulation Model of the Economic Council). Ved den lejlighed samledes danske økonometrikere for første gang. Lærerne i økonometri i Århus (Ebbe Yndgaard, Svend Hylleberg og Henning Bunzel) og i København (Ellen Andersen og Niels Kærgård) fandt sent på aftenen over nogle pilsnere ud af, at det var for dårligt, at der ikke var nogen kontakt mellem danske økonometrikere overhovedet. Svend Hylleberg blev derfor sat til at prøve at arrangere et møde.
Sandbjerg-møderne
Da Aarhus Universitet skulle være arrangør af det første møde, var det naturligt, at mødet blev henlagt til dette universitets kursusejendom Sandbjerg Slot. Sandbjerg Slot ved Alssund blev i 1959 skænket Aarhus Universitet af Karen Blixens søster enkefru Ellen Dahl, men først omkring 1973 blev det for alvor taget i brug som konferencecenter (pavillonerne med værelser i parken blev først bygget i 1974).
Den 11.-13. maj 1973 holdtes derfor det første danske økonometrikermøde på Sandbjerg. En 17-18 navne er nævnte i arkiverne som inviterede til det første møde, og 14 er med på programmet (14 var på daværende tidspunkt antallet af værelser på slottet). Det var en ung kreds fra universiteter (5 fra Københavns Universitet, 4 fra Aarhus Universitet og 2 fra Handelshøjskolen i København) og andre modelbygningsmiljøer (2 fra Det økonomiske Råds sekretariat, 1 fra Nationalbanken og 1 fra Dansk Dataarkiv, Danmarks Statistiks modelgruppe var indbudt, men forhindret i at deltage), der mødtes. De ældste var lektorerne Ellen Andersen og Ebbe Yndgaard, der begge var blevet 36 år; der var yderligere 2 lektorer, resten af de universitetsansatte var løst ansatte ph.d. studerende kandidatstipendiater. Niels Blomgren-Hansen var konsulent i Nationalbanken, de øvrige ikke-universitære deltagere var fuldmægtige med højst et par års anciennitet.
Det var altså ikke nogen magtfuld kreds, der mødtes. Men det blev det. Af de 14 deltagere på deltagerlisten i 1973 er 8 blevet professorer, 6 har været økonomiske vismænd, heraf 3 overvismænd. Blandt de øvrige er en blevet departementchef, en fondsdirektør i ATP og en afdelingschef i Fødevareministeriet.
Mødet var en succes, og et udvalg bestående af Niels Blomgren-Hansen (Nationalbanken), Niels Kærgård (Københavns Universitet) og Ebbe Yndgaard (Aarhus Universitet) blev nedsat for at arrangere et nyt møde året efter. Denne tradition er fortsat siden. Der har været årlige møder hvert år siden, og mødet i år er således det 25. I rækken.
Alle møderne har været holdt på Sandbjerg. De første mange år gik selskabet under navnet "Sandbjerg-kredsen", og selv om der i perioder har været en betydelig overvægt af københavnere, har det aldrig været overvejet at skifte mødested. Kredsens måske mest trofaste medlem, Ellen Andersen, har pligtskyldigt arrangeret grupperejse fra København med toget og færge. Det er således et sært sammentræf, at det 25. møde for københavnerne også bliver historisk ved at være det sidste, hvortil de kommer med færge over Storebælt.
Nationalbankens rolle i arrangementet bør også nævnes. SMEC-konferencen i 1972 var finansieret af banken. Det første Sandbjerg-møde blev støttet med 2.800 kr., og jubilæumsmødet er støttet med et, i hvert fald nominelt, betragteligt større beløb. En række af de mest ivrige deltagere i møderne er også kommet fra Nationalbanken. De første år var det Niels Blomgren-Hansen, og siden har Anders Møller Christensen og Dan Knudsen været blandt de flittigste deltagere.
Sandbjerg-møderne 1973-97
Antallet af økonometrikere er steget kraftigt siden. I dag står der ca. 175 navne på medlemslisten fra mere end 50 arbejdspladser. Det betyder selvfølgelig også, at kredsen er væsentlig mere diffus, end den var de første år. Deltagerantallet til møderne er dog ikke eksploderet på samme måde som medlemskredsen. Der kommer typisk godt 30 til de årlige møder.
Selv om der selvfølgelig har været en betydelig udskiftning, er der dog en fast garde, der sikrer kontinuiteten. Bestyrelsen har således været særdeles stabil. Læreanstalterne øst for Storebælt har hele tiden været repræsenteret af Niels Kærgård, dem vest for Storebælt først af Ebbe Yndgaard, og derefter af Svend Hylleberg og Henning Bunzel. De ikke-universitære miljøer var de første år repræsenteret af Niels Blomgren-Hansen og siden sidst i 1970'erne af Poul Uffe Dam, Danmarks Statistik. I alt har der i de 25 år således kun været 7 forskellige medlemmer i bestyrelsen. De sidste mange år har Kirsten Stentoft fra Aarhus Universitet som sekretær for betstyrelsen taget sig af de praktiske gøremål.
En af grundene til, at kredsen er udvidet, er, at antallet af økonomiske forsknings- og udredningsmiljøer er udvidet. Specielt er et betydeligt antal sektorforskningsinstitutter kommert til. I 1973 var AKF ikke opfundet, Statens Jordbrugsøkonomiske Institut havde ingen modeller, men indsamlede alene data under navnet Landøkonomisk Driftsbureau, Institut for grænseregionsforskning dyrkede heller ikke modeller, men mest Sønderjyllands historie o.s.v. Det er nu alt sammen ændret; en markant begivenhed i denne udvikling var, da et af Sandbjergkredsens medlemmer, Nils Groes, blev direktør for Institut for grænseregionsforskning og begyndte at arbejde med regionaløkonomiske modeller. Nogle kan endnu huske Nils Groes' fanfareagtige tiltrædelseskronik i Aktuelt med titlen "Forskning for folket: Hvert amt sit center, hver by sine forskere". Kunsten for alle disse nye miljøer har været at finde deres plads i systemet; en plads der er karakteriseret af en rimelig balance mellem kvalitet i forhold til den universitære, internationale forskningsverden og relevans i forhold til brugerne og de direkte interessenter.
Selve møderne er dog altid foregået på den samme måde. Alle deltagere holder et kortere eller længere indlæg om, hvilke problemer de arbejder med, og hvilke resultater de har nået. Der har således hele tiden været en stærk skepsis over for en opdeling i passive tilhørere og foredragsholdere. Alle deltagere har altid fremlagt resultater og synspunkter.
Men det er ikke blevet lettere at vedligeholde denne tradition. Al videnskab er blevet mere og mere specialiseret, og det gælder også økonometrien. Springet fra teoretikerne, der arbejder på den internationale forskningsfront for den matematiske statistik, til ministeriernes praktiske modelbrugere kan være ganske stort. Sandbjerg-møderne er dog et af de få steder, det er lykkedes at holde en snæver kontakt mellem teoretikere og praktikere. Dansk økonometri har haft en række navne, der har præget fagets udvikling også internationalt (Svend Hylleberg, Søren Johansen og Katarina Juselius). Og Sandbjerg-møderne har utvivlsomt været medvirkende til, at de nye metoder er blevet taget meget hurtigt i brugt af praktikerne i de forskellige modelbygningsmiljøer. Så selv om det bliver sværere og sværere at tale sammen, så er det givetvis nyttigt at prøve.